Den Store Klubpris

Når fællesskabet går forrest: Givskud Gå-fodbold vinder Den Store Klubpris

Da Elin var 10 år gammel, bankede hun pænt på lærerværelsets dør og spurgte, om ikke hun og hendes veninder kunne få lov at spille fodbold i frikvarteret på lige fod med drengene. Siden den dag har hendes kærlighed til fodbold været stor og hendes evne til at banke døre ind ligeså. I dag er hun 66 år, træner for Givskuds gå-fodboldhold og ansvarlig for, at klubben nu kan kalde sig vindere af Sportigans Den Store Klubpris.

I Givskud GUF går de til fodbold
I Givskud Gymnastik- og Ungdomsforening har man fundet en ny måde at dyrke fodbold på. Her er der ingen nærkampe, løb eller hårde tacklinger. Til gengæld er der masser af højt humør, bevægelsesglæde og fællesskab blandt de 25 faste gå-fodboldspillere. Der spilles 3 mod 3, så alle får rørt sig og er med i hele kampen. Selvom det stadig handler om at vinde, så er det ikke hovedformålet. ”Man skal gå glad hjem fra gå-fodbold. Det er det vigtigste,” siger Elin, som har været træner, siden holdet startede for fire år siden.

Et fællesskab fløjtes i gang
Idéen til holdet opstod, da man ønskede at udvide foreningen med tilbud til flere forskellige målgrupper. Det lykkedes at få familiegymnastik op at køre, men Elin manglede nogle initiativer til de ældre borgere i Givskud. I den forbindelse stødte hun på konceptet gå-fodbold og tænkte, at det passede perfekt.

Så manglede Elin bare nogle spillere, og her gik hun meget strategisk til værks: ”Jeg fandt billeder af de gamle herrespillere, lavede personlige invitationer og lagde dem i deres postkasser. Jeg skrev: Kære Ove, kære Hans… kunne I tænke jer at prøve gåfodbold? Det gav rigtig mange medlemmer,” fortæller hun.

Siden har Elin holdt et vågent øje på, hvem der kunne blive potentielle holdspillere i Givskud, og hun sørger løbende for at inkludere så mange som muligt i fællesskabet. I dag rummer holdet både kvinder og mænd i alderen 18-80 år. Der er spillere med mén efter rygoperationer og blodpropper, samt spillere med sklerose og Parkinsons.

“Vi kan have alle med, og det er uanset alder, fysik eller hvad end det nu måtte være,” siger Elin.

Sammenhold og frivillighed
Gå-fodboldspillerne er gode til at bakke hinanden op på holdet. De erfarne lærer gerne fra sig, og de mindre øvede får tips og tricks til at tæmme bolden. Når træningen er slut, fortsætter fællesskabet i cafeteriet, hvor de samles over en sodavand eller en øl til 3. halvleg.

Gå-fodboldholdet bygger på frivillighed – og det smitter. Når der afholdes fodboldstævner i byen, og kiosken mangler bemanding, går der sjældent længe, før nogle af spillerne melder sig til at give en hånd med. ”Det er dejligt at mærke den opbakning,” siger Elin.

Hyldest til et lille hold med stor betydning
Netop fordi holdet drives af frivillige kræfter, betyder det noget helt særligt, når indsatsen bliver lagt mærke til uden for banen. Derfor var glæden også stor, da gå-fodboldholdet forleden modtog Sportigans Den Store Klubpris og de medfølgende 10.000 kr.: ”Det er en kæmpe anerkendelse og helt vildt fantastisk, at de har fået øje på lille Givskud. Det er jeg virkelig stolt over. Så er det endnu mere arbejdet værd,” siger Elin og fortsætter:

Jeg synes, det er en fornem pris at give til nogle mennesker, som ikke er dem, der typisk kommer i avisen, fordi de har vundet et stævne eller lignende. Det er fantastisk, at Sportigan ønsker at sætte fokus på vores lille aktivitet, som har så stor betydning for denne gruppemennesker,” uddyber hun.

Elin har talt med den nærliggende Sportigan i Give om at bruge noget af beløbet på at få lavet holdtrøjer til alle spillerne: ”På den måde kan spillerne også reklamere lidt for holdet og hjælpe til med rekrutteringen,” konstaterer Elin snedigt.

Lokal samhørighed
Hanne fra Sportigan i Give er stolt, glad og rørt over at se Givskuds gå-fodboldhold modtage prisen: Det er vigtigt at støtte lokalsporten, fordi det styrker fællesskabet, giver skulderklap til frivillige som Elin og motiverer flere til at engagere sig,” siger hun.

Når foreningslivet trives, så gavner det også erhvervslivet i de små byer og derfor er det meget meningsfuldt for Hanne at kunne overrække Den Store Klubpris til Givskud GUF:

”Jeg er rigtig stolt over at være en del af en butikskæde, som prioriterer at støtte de lokale klubber. Man kunne også have brugt pengene på en stor stadionreklame, men at anerkende de frivillige ildsjæle og initiativer, giver så meget mening i mine øjne,” uddyber hun.

Med Den Store Klubpris i hånden viser Givskud Gå-fodbold, hvordan frivillighed kan skabe glæde, motion og lokale fællesskaber.