Den Store Klubpris

Fra lukningstruet til lokalt samlingspunkt: Sydthy Boldklub vinder Den Store Klubpris

For få år siden stod Sydthy Boldklub helt uden medlemmer og med udsigt til at lukke. I dag er klubben genopstået som et levende fællesskab med over 40 betalende medlemmer, faste træningstider og planer om endnu flere fodboldhold. Den imponerende genstart har nu udløst Sportigans Den Store Klubpris og en præmie på 10.000 kr., som skal være med til at sikre klubbens fortsatte udvikling.

Det kan være en udfordring at holde gang i foreningslivet i de små lokalsamfund, når flere og flere søger mod de store byer. Det har Sydthy Boldklub mærket på egen krop:

“Vi var faktisk i gang med at lukke klubben helt ned. Der var ingen medlemmer, og økonomien var kørt i bund,” fortæller formand Poul Erik Mark.
“Så satte vi os i bestyrelsen og spurgte hinanden, om vi skulle give det en sidste chance.”

 En sommertræning blev startskuddet
Bestyrelsen blev enige om at gøre et sidste forsøg. Det begyndte med nogle åbne sommertræninger, hvor lokale kunne komme forbi banen og spille fodbold for sjov. En dag dukkede to unge fyre på 18-19 år op. De boede i området, kendte anlægget og havde spillet lidt ungdomsfodbold tidligere.

Poul Erik var også på anlægget den dag, så da de unge mænd havde øvet tilpas mange straffespark, gik han hen til dem. “Hvis I gider blive hængende og tage en snak, så giver jeg en sodavand,” sagde han med et smil.

De takkede ja, og sammen talte de om, hvad Sydthy Boldklub havde været – og hvad den måske kunne blive igen. Poul Erik lagde kortene på bordet: Hvis der skulle ske noget mere end bare tilfældige sommertræninger, så krævede det, at de unge var med på den og havde lyst til at tage ansvar.

Han gav dem en uge til at samle 10 spillere fra området. Kunne de det, ville klubben holde banen åben, så de kunne træne fast.

“En uge senere ringede de og sagde, at de havde elleve spillere,” fortæller Poul Erik med et smil.

Det blev starten på en ny æra for Sydthy Boldklub. Hen over sommeren voksede holdet støt, og allerede til efteråret var der omkring 20 spillere. I løbet af vinteren blev der indført faste træningstider og ansat en træner, som har været med til at løfte både niveau og sammenhold.

“I dag har vi over 40 betalende medlemmer – og vi er på vej mod to seniorhold og forhåbentlig også et kvindehold,” siger formanden.

Fællesskab for alle
Foruden de frivillige kræfter har en af nøglerne til succesen været klubbens rummelige kultur. Her er der plads til både spillere med mange års erfaring og dem, der aldrig har spillet fodbold før.

“Det ligger i vores gener, at der skal være plads til alle,” siger Poul Erik og fortsætter: “Mange af spillerne er aldrig rigtig kommet i gang efter ungdomsfodbolden. Nu har de fået et sted at samles og et unikt kammeratskab.”

Og fællesskabet stopper ikke, når fløjten lyder. Klubben har også prioriteret sociale aktiviteter som en kanotur og et fodboldarrangement til Hamborg.

“Det er med til at give sammenhold,” fortæller Poul Erik. “Når man er afsted sammen, kommer man til at snakke med nogen, man måske ikke ellers taler så meget med til træning. Det samler holdet og gør, at det ikke kun handler om fodbold.”

Frivillighed som fundament
Poul Erik Mark har selv været en del af fodboldlivet i omkring 50 år – både som træner, ungdomstræner og bestyrelsesmedlem. I dag er han 70 år og fortsat en central drivkraft i klubben.

“For mig har det altid handlet om at skabe oplevelser for børn og unge,” siger han. “Nu hvor jeg er blevet senior, er det fantastisk at se, at de her unge mennesker har fået et samlingssted.”

Frivilligheden spiller en afgørende rolle i Sydthy Boldklubs hverdag. Flere af de unge spillere er også gået ind i bestyrelsesarbejdet, så ledelsen i dag er en blanding af unge under 25 år og mere erfarne kræfter.

“Hvis klubben skal køre videre, er det vigtigt, at de unge også tager ansvar. Det er virkelig fedt at se, at de er med til at sætte retningen,” siger Poul Erik.

En pris, der falder på et tørt sted
At vinde Den Store Klubpris betyder meget for klubben. Økonomien har været presset efter flere år uden kontingentindtægter, og der har fortsat været faste udgifter til at holde anlægget i gang. “Vi har været i stå i tre år, og kassen var ved at være tom. Så at vi vinder den her pris – det er fantastisk,” siger formanden.

Klubben har også allerede planer for, hvordan de 10.000 kr. skal bruges. Først og fremmest skal der købes nye spillertrøjer til to hold samt træningstøj, hvor lokale sponsorer også kan få deres logo på. Sydthy Boldklub har i mange år haft et tæt samarbejde med den lokale Sportigan-butik, som bakker op og er fast leverandør af udstyr.

“Det betyder meget at have en lokal sportsbutik, der bakker op. Vi har altid fået en god behandling nede hos Johnny i Sportigan,” siger Poul Erik Mark.

Lokal opbakning gør en forskel
Hos Sportigan Hurup-Thisted glæder det ejer Johnny Andersen, at Sydthy Boldklub har vundet Den Store Klubpris: ”Det er et kæmpe skulderklap til en lille klub, der har formået at genoplive seniorfodbolden efter at have haft nul medlemmer,” siger han.

Han fremhæver også betydningen af det lokale samarbejde: ”Vi befinder os i et lille samfund, hvor alle kender hinanden. Når man støtter hinanden – både klubben, butikkerne og lokalsamfundet – skaber det ringe i vandet til gavn for alle parter.”

Fremtiden ser lys ud
Men drømmene for fremtiden stopper ikke her. Hos Sydthy Boldklub håber man på sigt at kunne åbne op for endnu flere initiativer. Selvom Poul Erik Mark erkender, at det kan være udfordrende i yderområderne, så bevarer han dog optimismen: “Det lød jo også urealistisk, at vi kunne samle et seniorhold – og det lykkedes. Så man ved aldrig,” siger han.

Med Den Store Klubpris, et voksende medlemstal og et stærkt frivilligt engagement er Sydthy Boldklub igen blevet et lokalt samlingspunkt. Et levende bevis på, at selv en næsten lukket klub kan få nyt liv – når de rigtige mennesker mødes om en fælles passion.